fredag den 5. august 2016



Engang havde jeg nattevagt med en kollega, hvis lille datter var meget syg og røg ud og ind af hospitalet. Som en trøster lavede jeg en bette pingu til hende. Jeg glemte alt om den, men det gjorde pigen ikke. Hér, 5 år senere, bestiller hun pludselig en familie til den oprindelige pingvin. Hun har virkelig gået op i det og har besøgt mig flere gange på arbejde for at fortælle i detaljer, hvordan de skulle se ud.


Trods det var der plads til, at jeg også selv kunne få nogle ideer med. Hun blev heldigvis glad for udfaldet, men bestillingerne er ikke stoppet af den grund. Nu mangler de jo både senge, sengetøj, et køkken og en iglo. Og en isbjørn. Og en hundeslæde med 8 hunde. Og bor Julemanden ikke på Nordpolen? Det bliver et stort og omfattende projekt; men når modtageren er så ekstatisk med det, kan jeg jo ikke sige nej ;)



Mine kolleger bestiller tit ting til deres børn og børnebørn. Nogle gange er de lette at gå til, mens der skal bruges lidt mere energi andre steder.


Det hér barnebarn havde brug for en pistol, han måtte have med i børnehave. Der er åbenbart strenge krav om, hvor hårde og stikkende sådan nogle må være, så eneste ønske var, at de skulle være blød. Jeg købte gladelig en engelsk opskrift og opdagede for sent, at den var til strikning - og strikkepinde kan jeg bare slet ikke med. Jeg er seriøst bange for at stikke et øje ud undervejs.


Det korte af det lange blev, at jeg måtte oversætte opskriften til hæklesprog. Det gik okay med dét :)



Børn er de gladeste modtagere. Rengøringsassistenten på min arbejdsplads spurgte, om jeg kunne lave "en Cars" til hendes barnebarn. Hun har bestilt bamser til hele "sin" børneflok, hvilket gør hende til min flittigste, betalende kunde. Så bamserne til hende bliver der altid gjort lidt mere ud af.


Heller ikke her kunne jeg finde en passende opskrift, så jeg gik i gang med impro igen. Aldrig har noget drillet så meget. Man skulle tro, at en tegneseriebil var sådan rimelig at gå til, men jeg havde sat mig for, at hjulene skulle kunne dreje rundt. Og så skal der jo laves skærmkasser og alt muligt. Den er blevet pil-skæv, og jeg synes ikke, den ligner, men den fandt da charmen et sted på vejen.


Lynene langs siderne er på hver 4500 fastmasker, hæklet med en nål str. 1 mm og sytråd. Jeg er i det hele taget ret glad for min 1 mm-nål, selvom den indimellem kan sidde fast i min tommelfinger som en anden fiskekrog.



Jeg har været med på abe-dillen igennem et par år nu, og jeg har lavet flere, end jeg kan tælle. Loven siger jo, at man ikke må sælge dem, men man give dem væk, og de er geniale som værtindegaver, barselsgaver, dåbsgaver, fødselsdagsgaver, eksamensgaver, tak-for-hjælpen-gaver - you name it.


Dem hér er et udpluk af de bamser, jeg ikke har fået lov at give væk. Min mand er også min største fan, og han sidder over mig som en høg, når en ny bamse er ved at tage form. Og han er ret hurtig til at sige, at dén og dén vil han gerne have. Vi har været nødt til at lave en aftale om, at når han får en ny bamse, skal han også aflevere en. For hele huset er efterhånden fyldt op.


Skabet, som aberne hænger på, er for resten min mands forsøg på at inddæmme mit garn, så det ikke også ville fylde hele stuen (det er nok, at der ikke er plads til mere i soveværelset). I hver skuffe ligger der et ufærdigt projekt.



Indimellem hækler jeg også beklædning. Min mand ville frygtelig gerne have sig en kasket i denne stil, og eftersom de er ret hyggelige at sidde med, er det blevet til nogle stykker efterhånden.


MEN her kommer jeg til kort, når det gælder om at vurdere størrelse, garntykkelser og nåltykkelser. Og det hjælper heller ikke, at jeg ikke var stærk i materialevalg. Så jeg har lavet 5 variationer af den samme hat. Ikke én har været okay endnu.


Enten er de for store eller for små, eller jeg er kommet til at lave dem i kradsuld. Men de pynter flot på hattehylden derhjemme, totalt ubrugelige.


Min mand har været i H&M og købte nogle billige kasketter, som er blevet pimpet op med strygemærker i stedet. Han er en meget tålmodig mand.



Mød Jake! Denne gang var det en 5-årig legekammerat, der manglede en bamse. Han havde rigtig svært ved at vælge, hvad han egentlig gerne ville have, men til sidst besluttede han sig for, at det skulle være Disney's Pirate Jake. Jeg kunne ikke finde en opskrift, jeg kunne lide (knægten er noget helt specielt for os), så jeg måtte i gang med at kværne en masse tegnefilm på TV for at se, hvordan gutten egentlig så ud.


Det var første gang, hvor jeg følte, at improvisationerne virkede i første forsøg. Der er meget lidt, der blevet ændret undervejs. Det er en ret stor ting for mig, for jeg kommer hurtigt til at lave den ene arm for lang, eller et ben for tykt. Men kun håret gave mig udfordringer. Det endte med, at jeg lavede en masse bittesmå, skæve og lidt for lange kræmmerhuse, som blev riet sammen i kanten. Derefter blev der syet med lidt strammere sting, så "håret" kom til at se mere rigtigt ud.


Jeg tror ikke, jeg bruger ret mange traditionelle sy-sting. Det vigtigste for mig er, at det ser rigtigt ud, og at det holder. Hvis det bliver FOR jævne sting, kommer det til at se unaturligt ud, synes jeg.


Knægten blev rigtig glad. Jake har både været med til første skoledag og alle ture med familien, og i lang tid ville han ikke sove uden bamsen ved siden af sig. Så er det dælme sjovt at give gaver :)



En dag havde jeg fået at vide, at der trængte til en oprydning i mit garnskab. Det er en opgave, jeg møder med blandet sind, for gosh hvor er det træls at skulle sortere garn i materiale, tykkelse og farve, når man har 5 sorte sække og 8 klodskasser med garnrester fra gud-og-hver-mand. Men gosh hvor er det også sjovt at genopdage sine gamle projekter, som af uvisse grunde er røget ind i det skab, de ikke hører til i. Og ikke mindst alle de projekter, som jeg aldrig er blevet færdig med.


Denne lille familie er lidt en rejse gennem min udvikling som hækler (åh, jeg er ved at lyde som en artikel i Femina). Næsten det hele er frihånd. Den lyserøde elefant, den gule og den grønne fugl er ret tidlige forsøg. Nisserne er lidt senere. De senest tilkomne er de lilla sko og den stribede kat, som jeg  har hæklet ud fra opskrift.



"Onkel, vil du ikke godt lave en drage til mig? Den skal se uhyggelig ud," sagde min dengang 8-årige nevø en dag. Selvfølgelig ville onkel dét, og fordi den skulle være helt rigtig (det er jo min favorit-nevø, vi snakker om), købte jeg en opskrift på nettet.


Jeg fik hæklet enkeltdelene, som foreskrevet, men jeg kunne fandengal'me ikke samle skidtet rigtigt. Så onkel gik i gang med at stive dragen af, hækle ekstra sider og nye vinger, og sy det hele sammen, så det måske kunne komme til at ligne noget, der kunne gøre det ud for en drage. Det tog godt tre uger. Der er 200 glitrende perler hæklet ind i vingerne, så tingene tog tid. Helt ærligt synes jeg, jeg slap ret godt fra det.


Min meget artige nevø tog pænt imod dragen, men sagde mistænkelig lidt, da han fik den. Så jeg måtte jo spørge, om der var noget galt. Og det viste sig, at jeg havde skudt forkert - det var en helt anden slags drage, han havde i hovedet. Én, der var meget større, og mere lignede noget fra Pokemon.


Han har fået at vide, at nu er han altså bagerst i køen :)







Grunden til, at jeg overhovedet oprettede en profil på Blogspot, er min overvældende fascination for hækleriets mysterier. Det startede for 10 år siden, hvor min mor sagde, at dét ville jeg aldrig lære. Det er én af de ting, man aldrig skal sige til mig!
Jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne forstå en opskrift, men så længe jeg bare skulle hækle fastmasker frem og tilbage - helt ærligt, hvos svært kan det være? Så jeg lavede den ene skæve lap efter den anden, med tungen lige i munden, vabler på fingrene og sved på panden. Kludene blev alle sammen lagt i en pose til senere brug. Og der ligger de endnu og venter på at blive til et sengetæppe...


Men jeg LÆRTE at hækle, både med og uden opskrift. Jeg er helt klart gladest for at hækle i frihånd, men det går meget hurtigere, hvis jeg kan følge en tekst. Så jeg har som regel mindst et projekt af hver slags i gang. Det er rart at kunne veksle.


Første frihåndsarbejde er stadig et af mine bedste arbejder. Det startede med en masse cirkler og halvkugler, som efterhånden blev sat sammen med rør i forskellige størrelser. Resultatet blev en trold, viste det sig efterhånden. Og da jeg tilfældigvis kender en fyr, der hedder Trolle, vidste jeg ret tidligt, hvem der skulle adoptere bamsen.


Posen er fuld af trafikdræbte dyr. Trolde går ingen steder uden sin madpakke, véd du!


I første indlæg forsøger man sig vel altid lidt frem, når man starter en ny blog. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, men lysten har snart været der længe. Så får vi at se, om jeg overhovedet har noget at sige ;)
Men velkommen til min beskedne blog!


Henrik