fredag den 5. august 2016



"Onkel, vil du ikke godt lave en drage til mig? Den skal se uhyggelig ud," sagde min dengang 8-årige nevø en dag. Selvfølgelig ville onkel dét, og fordi den skulle være helt rigtig (det er jo min favorit-nevø, vi snakker om), købte jeg en opskrift på nettet.


Jeg fik hæklet enkeltdelene, som foreskrevet, men jeg kunne fandengal'me ikke samle skidtet rigtigt. Så onkel gik i gang med at stive dragen af, hækle ekstra sider og nye vinger, og sy det hele sammen, så det måske kunne komme til at ligne noget, der kunne gøre det ud for en drage. Det tog godt tre uger. Der er 200 glitrende perler hæklet ind i vingerne, så tingene tog tid. Helt ærligt synes jeg, jeg slap ret godt fra det.


Min meget artige nevø tog pænt imod dragen, men sagde mistænkelig lidt, da han fik den. Så jeg måtte jo spørge, om der var noget galt. Og det viste sig, at jeg havde skudt forkert - det var en helt anden slags drage, han havde i hovedet. Én, der var meget større, og mere lignede noget fra Pokemon.


Han har fået at vide, at nu er han altså bagerst i køen :)







Ingen kommentarer:

Send en kommentar